Pressemeddelelse fra Sjællands Amatør Bokse Union:

 

 SABU-brevhoved

 

SABU informerer torsdag 26. februar 2009

 

          Lolenga Mock  vs  Gabriel Campillo

Lolenga MockGabriel Campillo
                   EU-titelkamp i Super-Mellemvægt ved SM

 

Am-Pro samarbejde


ved SM i Karlebo
 

 

 

  Sjællands Amatør Bokse-Union afholder Sjællandske Mesterskaber i weekenden 6. til 8. marts. I år sker det i samarbejde med den fremdriftige klub Karlebo Bokseklub, der i 2007 modtog Netværksprisen – der også går under navnet Erhvervslivets Ridderkors – for deres arbejde med integration i Fredensborg området. Det er første gang, at denne pris er givet til en idrætsforening.


  Mesterskaberne, der både er for mænd og kvinder og i alle kategorier, afvikles med et – inden for de senere år – rekordstort antal deltagere, idet der er godkendt 188 boksere i samtlige kategorier. Det betyder, at der i weekenden skal bokses flere end 75 kampe om mesterskaberne. Det glæder SABU’s Bestyrelse, at deltagerne kommer fra flere af de sjællandske klubber end tidligere. Det beviser, at der er grøde i sjællandsk amatørboksning.

  At Karlebo Bokseklub er medarrangør, og formanden Søren Rommelhoff er personlig ven med Mogens Palle, gav en mulighed for at gøre et scoop for arrangementet, idet Team Palle har tilbudt amatørerne 2 professionelle kampe i europæisk top-klasse. Dette har SABU og Karlebo taget imod med glæde, idet vi håber, at det kan være med til at promovere boksesporten og derved højne publikums interesse.

  Det professionelle topbrag bliver i Super-Mellemvægt, hvor EU Champion, Lolenga Mock, skal forsøge at forsvare sit mesterskab, som han vandt i november 2006 og siden har forsvaret 2 gange. Kampen bliver bokset ved finalestævnet søndag den 8. februar kl. 12. Kampen bokses over 12 omgange a 3 minutter.

  Lolenga Mock, 28-11-1 KO 12, der er VM-rangeret på IBO’s uafhængige verdensranglister, har stadig som mål, at komme til at bokse om Europamesterskabet. Han skulle have forsvaret sin EU-titel sidste år mod italieneren Cristian Sanavia, men den kamp røg i vasken, da Sanavia blev tilbudt en kamp om Europamesterskabet, som han tabte kontroversielt til den ubesejrede Karo Murat. Derfor får Sanavia chancen igen chancen for at vinde Europamesterskabet mod samme Murat i en revanchekamp, der bokses på lørdag.

  Den danske EU Champ, Lolenga Mock, der har bokset 11 titelkampe i sin karriere, skal søndag den 8. februar møde den officielle EU-udfordrer Gabriel Campillo fra Spanien. Han er lige fyldt 30 år og har bokset 4 titelkampe, er tidligere spansk mester, nr. 6 på Europaranglisten og har en rekordliste på 16-2-0 KO 6. De 2 nederlag er begge kommet i titelkampe. Senest boksede han i Tyskland om Europamesterskabet mod Karo Murat, men måtte her – højst diskutabelt – se sig besejret på point med cifrene 113-115 – 115-115 – 113-115. Med en sejr til Mock og en overbevisende indsats, så er kampen om Europamesterskabet måske inden for rækkevidde, men det bliver en hård og vanskelig kamp, hvor Mock får hænderne fulde og besvær med at bevare titlen mod den fremragende spanier Campillo.

  Lolenga Mock befinder sig i øjeblikket i Tyskland, hvor han forbereder sig og sparrer med den tidligere tyske Europamester, Thomas Ulrich, der selv skal bokse om WBO’s InterContinentale mesterskab lørdag den 7. marts. Mock vender hjem på søndag i kanon form og er trimmet til opgaven.

  Team Palles matchmaker, Mogens Palle, har lovet os 2 professionelle kampe og han arbejder i øjeblikket på at matche Martin Kristjansen, p.t. Europas nr. 4, der for 12.000 tilskuere boksede hovedkamp i Sheffield, England, mod den tidligere OL-sølvvinder, Amir Khan, da de kæmpede om WBO’s InterContinentale mesterskab. Han har senest været i ringen mod Wellington de Jesus, som han stoppede på TKO i 4. omgang. 

  Mesterskaberne, samt de 2 professionelle kampe, afholdes på Holmegårdsskolen, Holmegårdsvej 102 i Kokkedal og afvikles som følger:

 

Fredag  6. marts kl. 18.30 – Indledende kampe
Lørdag  7. marts kl. 11.00 – Indledende kampe
Lørdag  7. marts kl. 18.30 – Semifinaler
Søndag 8. marts kl. 12.00 – Finaler, samt 2 professionelle kampe

 

Med venlig hilsen
Sjællands Amatør Bokse-Union